Kommer du et smut til Børnenes Hovedstad og besøger os her hos Center for Børnenes Hovedstad vil du se, at vi arbejder ud fra en grundlæggende overbevisning om, at børn og unges perspektiver er værdifulde og nødvendige.
I vores projekter er børn og unge ikke bare fremtidens borgere – de er medskabere af den verden, vi lever i.
Vi tager børn og unges stemmer alvorligt og har stor erfaring med at skabe rammerne for en meningsfuld deltagelse. Vi har dygtiggjort os i legende og samskabende tilgange, hvor børn, unge og voksne udvikler idéer og løsninger sammen. Det er tilgange som vi forfiner og udvikler hver dag i vores samarbejde med praksis. Her samarbejder vi både med skoler, dagtilbud, kulturinstitutioner og forvaltninger i Billund Kommune.
Vores erfaring viser, at når børn og unge bliver inviteret ind som aktive medskabere fremfor passive modtagere, så skaber det et større engagement, ejerskab og handlekraft. Vi oplever faktisk, at det samme sker i arbejdet med voksne – både i organisationer, virksomheder og faglige fællesskaber. Vi tør derfor godt at sige, at vores tilgang er for alle.
Vores faglige tilgang
Vi tror på, at alle børn og unge – og mennesker generelt - kan bidrage med noget værdifuldt, og at forskellighed er en nødvendig styrke. Derfor har vi særligt dygtiggjort os i inddragende processer, hvor forskellige perspektiver kan mødes – både i arbejdet med, mellem og omkring børn og unge.
Vi henter inspiration fra blandt andet Playful Learning, design thinking, cooperative learning, antropologi og samskabelsesteori. Vi læner os op ad et moderne børnesyn og FN’s Børnekonvention, hvor børn både har ret til både beskyttelse og til at blive hørt og inddraget i forhold, der vedrører dem.
Vi arbejder dagligt med at udvikle metoder og greb til at omsætte vores viden og børnesyn til praksis og vi har stor erfaring med både at formidle, faciliterer og skabe refleksive rum, der understøtter denne udvikling.
Vi arbejder systematisk og sætter daglig vores viden i spil. Vores metode og læring er derfor i konstant bevægelse sammen med den praksis.
Metoder og greb
Vores metoder sammensættes som en vekselvirkning mellem at tænke, tale og handle sammen. Vi arbejder med tydelig facilitering, hvor vi gennem inddragende metoder og eksperimenterende processer skaber deltagelsesmuligheder, hvor børn, unge og voksne kan undersøge spørgsmål, afprøve idéer og skabe nye løsninger sammen.
Det legende element er centralt, fordi leg åbner for nysgerrighed, relationer og modet til at prøve noget nyt. Når mennesker oplever begejstring, mening og social involvering, bliver de ofte også mere aktivt deltagende, tager ejerskab og det kreative og det eksperimenterende får lov at vokse.
Hvorfor virker det?
Vi ser leg som langt mere end en aktivitet, det er en tilgang til læring, udvikling og deltagelse.
Vi oplever, at tilgangen virker, fordi den styrker menneskers oplevelse af at høre til og kunne bidrage. Når børn og voksne får mulighed for at være aktive medskabere, opstår der ofte stærkere fællesskaber og mere bæredygtige løsninger. Samtidig udvikles kompetencer som samarbejde, problemløsning, nysgerrighed og refleksion – kompetencer, der er afgørende i en kompleks verden i konstant forandring.
Vi ser at læring gennem leg styrker motivation, engagement og dyb læring, fordi legen aktiverer sociale, kreative, følelsesmæssige og kognitive processer.